Vedtægter

Vedtægter for Danske Revyvenner

Således vedtaget på generalforsamlingen den 27. maj 2020 og efterfølgende ekstraordinær generalforsamling den 27. maj 2020

§ 1

Foreningens navn er Danske Revyvenner.

Foreningens er registreret som frivillig forening under CVR-nr. 3202 9027.

Foreningens hjemsted er Frederiksberg Kommune.

Foreningens adresse er c/o Alhambra, Museet for humor og satire, Allégade 5, 2000 Frederiksberg. Webmasterens kommentar: På netop dette punkt er vedtægterne mangelfulde. Bestyrelsen anbefaler, at i stedet disse kontaktoplysninger benyttes.

Foreningen er en venskabsforening for mennesker og organisationer med interesse for revy, humor og satire i Danmark og udlandet.

§ 2

Foreningen har til formål:

  • at udbrede kendskabet til og information om dansk revy, humor og satire dels blandt medlemmerne, dels i offentligheden.
  • at stimulere interessen for og kendskabet til museet Alhambra samt andre museer af revyhistorisk eller aktuel interesse.
  • at støtte museet Alhambra eller tilsvarende museer og projekter økonomisk i det omfang, dette er muligt.
  • at tilstræbe økonomiske fordele for medlemmerne i forhold til revyer og lignende arrangementer.

§ 3

Foreningen optager enkeltpersoner samt ægtepar som medlemmer. Det årlige medlemskontingent fastsættes af generalforsamlingen og er gældende det efterfølgende kalenderår. Medlemskaber tegnet efter 1/10 nedskrives med antal måneder.

Bestyrelsen træffer beslutning om, hvorvidt selskaber, institutioner og organisationer m.fl. kan optages som medlemmer og fastsætter i givet fald det årlige kontingent for disse. Sådanne medlemmer har ikke stemmeret på generalforsamlingen.

Bestyrelsen kan ved enstemmighed beslutte at optage kontingentfri æresmedlemmer.

§ 4

Foreningen ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer, som af sin midte vælger formand, næstformand, kasserer og sekretær. Bestyrelsen vælges for 2 år, idet 4 medlemmer er på valg lige årstal, og 3 medlemmer på ulige år. Genvalg kan finde sted.

Ved første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen fastlægger bestyrelsen sin forretningsorden. Denne skal indeholde regler for indkaldelse til bestyrelsesmøder, frist for udsendelse af dagsorden samt indhold af dagsorden.

Bestyrelsen mødes, når den finder behov for det og træffer sine afgørelser ved almindelig. stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende, og i dennes fravær næstformandens. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når halvdelen af dens medlemmer er til stede.

Foreningen tegnes af formanden (ved formandens forfald næstformanden) og kassereren i forening. Foreningen hæfter kun for sine til enhver tid indestående midler.

Formanden står for den daglige ledelse og kan uddelegere opgaver.

Bestyrelsesmøder indledes med godkendelse af referat fra forrige bestyrelsesmøde.

§ 5

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Samtlige medlemmer har adgang og stemmeret til generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af maj og indkaldes skriftligt med mindst 14 dages varsel.

Forslag fra medlemmer skal være indsendt til foreningens kontor senest 8 dage før generalforsamlingen.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når det forlanges af mindst 20 % af medlemmerne. Motiveret forslag om dette indsendes til foreningens kontor, og bestyrelsen er derefter forpligtet til at indkalde generalforsamlingen senest en måned efter modtagelsen af forslaget.

§ 6

På den ordinære generalforsamling skal dagsordenen indeholde:

  1. Valg af dirigent.
  2. Formandens årsberetning om foreningens virksomhed.
  3. Fremlæggelse af årsregnskabet til godkendelse.
  4. Fastsættelse af kontingent.
  5. Indkomne forslag.
  6. Valg af bestyrelsen og af 2 suppleanter.
  7. Valg af revisor.
  8. Eventuelt.

§ 7

Generalforsamlingen træffer beslutninger om indkomne forslag ved kvalificeret stemmeflerhed, som er 2/3 af de fremmødte.

Afstemningen er skriftlig. Generalforsamlingen kan fravige dette, dog aldrig ved personvalg. Der kan stemmes personligt eller ved skriftlig fuldmagt. Fuldmagten skal være formanden i hænde senest 3 dage før generalforsamlingen.

På generalforsamlingen kan der kun træffes beslutninger om forslag, der er optaget på dagsordenen.

Ændringsforslag til nærværende vedtægter skal være angivet på dagsordenen for en ordinær generalforsamling.

Endvidere skal mindst 50 % af medlemmerne være fremmødt, og forslaget skal vedtages af mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Er de fremmødtes antal ikke i overensstemmelse med ovenstående, afholdes en af bestyrelsen indkaldt ekstraordinær generalforsamling, der vil være beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal, blot ændringsforslaget vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

§ 8

Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

Generalforsamlingen stiller forslag til valg af revisor.

§ 9

For vedtagelsen af foreningens opløsning gælder § 7 med tilføjelse af indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling med foreningens opløsning som eneste punkt.

Opløses foreningen, tilfalder eventuel formue Alhambra, Museet for humor og satire.